Interview i Weekendavisen - af Synne Rifbjerg

Interview: Fandens frigørelse

Interview: Hanne Dam

At »gøre det personlige politisk« var tidens mantra, da journalist og forfatter Hanne Dam som ung kvinde engagerede sig i det kønspolitiske arbejde. Nu gør hun status.

Af SYNNE RIFBJERG

HISTORIEN begynder med noget så kønsspecifikt som fødselsforberedelse i Kvindehuset i Gothersgade. Året er 1981, og det vil sige, at de første store rødstrømpeslag er kæmpet. Otte kvinder lægger an til en omvæltende ny fase i deres liv i en tid, hvor de traditionelle kønsroller er til heftig debat, i hvert fald i den del af middelklassen, de tilhører. Det er ikke så meget kønspolitiske overvejelser, der har fået dem til at melde sig til netop Kvindehusets fødselsforberedelse, men rygtet går, at det er byens bedste. Med i kursusforløbet ligger muligheden for at danne en basisgruppe, og det sker for denne gruppe, som journalist og forfatter Hanne Dam er en del af. Så vellykket er mødet mellem de otte kvinder, at de har holdt fast i dette forum med månedligt samvær i svimlende 28 år. Nu har Hanne Dam valgt at portrættere sig selv og sine medsøstre i en bog, der hedder Efter frigørelsen. En balancegang mellem det private, personlige og (køns)politiske, som Hanne Dam i øvrigt i mange år har levet af at rapportere om i Dagbladet Information. Her blev hun ansat som kønspolitisk journalist i tyve år fra 1978-98. Det var et krav fra de kvindelige læsere, at Dagbladet Informations journalistiske sammensætning skulle spejle deres læseres. Det endte med en Cavlingpris til Hanne Dam for indsatsen.

Udgangspunktet for Efter frigørelsen er ikke en nostalgisk gennemgang af 28 års samtaler, men tværtimod at stille et spørgsmål om, hvad prisen for det indædte oprør mod forældregenerationen har været for de otte kvinder. Med kapiteloverskrifter som Først undersøger man de andres behov, Man kan ikke få frihed uden at give frihed, Jeg har lært at tackle en hulemand og Målet er frigørelse ikke ligestilling bliver man hurtigt transporteret tilbage til, dengang det blev almindeligt at tale om livet og verden ud fra et personligt perspektiv, men med et politisk sigte. For en god ordens skyld er det vigtigt at understrege, at basisgrupperne var tænkt som et diskussionsforum, hvor man arbejdede med at gøre det personlige alment ved at være åbne over for hinanden. Hvad der for unge kvinder i dag er en helt selvindlysende indbyrdes fortrolighed, var for rødstrømpernes mødre i den grad en del af privatlivets fred. Basisgruppens funktion var at løfte »mønstre og lovmæssigheder« frem i lyset, fremfor at lade den enkelte kvinde tro, at det, der var svært, kun var hendes enestående problem. At »gøre det personlige politisk« var tidens mantra.

Frigørelsens pris

I dag underviser Hanne Dam på RUC, hun er studielektor i journalistik. Hun har lige sat sine studerende i gang med en researchopgave, og nu er der kaffe på hendes kontor med udsigt til p-plads og pløjemark. Hun er 61 år og hendes to døtre er flyttet hjemmefra. Da hun ifølge bogen har prioriteret arbejdet og børnene højest, er der ikke nogen mand, der venter derhjemme. Det er ikke umiddelbart til at forstå, hvorfor denne velformulerede, attraktive og tydeligvis kompetente kvindes liv ikke også skulle indeholde en mand, men det er, aner man måske, en del af frigørelsens pris.

Man aner også, at det ikke har været en helt nem proces at stille en del af 28 års intimt samvær til skue. Hvorfor egentlig ikke bare skrive sin egen historie, spørger jeg Hanne Dam .

»Jeg har ikke haft den trang til udelukkende at fortælle min egen historie. Jeg er jo opdraget til at tænke politisk, når jeg er en faglig person, så tænker jeg kønspolitisk. Jeg er helt ærlig, når jeg skriver, at jeg enormt gerne vil undersøge frigørelsens pris, håndfast - hvordan har den sat sig igennem i praksis i min generation af kvinder. Jeg er ikke så selvoptaget, at jeg tror, at hele sandheden ligger i min person. Jeg ved også godt, at når jeg vælger otte kvinder ud, så er det heller ikke hele sandheden, men det er dog bedre!

Da Hanne Dam meldte sig til fødselsforberedelse havde hun skrevet om kvindebevægelsen i mange år.

»Jeg har gjort en dyd ud af ikke at være engageret nogen steder, for man skal jo være objektiv og stå udenfor, når man rapporterer som journalist. Men når jeg og vi valgte Kvindehuset som fødselsforberedelsessted, var det da ikke tilfældigt. De fleste af os havde en uddannelse og et politisk engagement. Mange var pædagoger, en typisk kvindeuddannelse, men dengang var det det sted, hvor man kunne være fri og kreativ og få indflydelse på ledelsen. Det var et meget attraktivt job dengang, hvad det jo slet ikke er i dag.

Det viste sig, at vi tilfældigvis alle sammen var halvgamle fødende, jeg var 33 og ikke den ældste, det var meget usædvanligt. Vi var en ret homogen gruppe af pædagoger, sundhedsplejersker, cand.mag.'er, en journalist og en stewardesse, og vi havde det enormt sjovt. Vi fik meget hurtigt et fællesskab og har været gode til at udvikle det. Først handlede det rigtig meget om børnene, siden mere om os selv.«

Noget af det mest interessante ved gruppen er ifølge Hanne Dam , at man »ikke har noget på hinanden«.

»Man mødes bare en gang om måneden i fem timer, hvor man spiser og hygger og snakker. Man kan læsse en hel masse af og få en masse gode råd, men vi skal ikke blive enige om, hvem der skal hente børnene eller noget andet praktisk, og det gør det uforpligtende. Man ved, at man som udgangspunkt holder med hinanden, og man forstår virkelig, hvor folk er, fordi man har fulgtes ad i så mange år.«

Faktisk er det et problem, at gruppen nu føler sig så trygge ved hinanden, at de gerne vil noget mere sammen.

»Jeg har ikke fået sagt det i gruppen endnu, men jeg synes, det er problematisk at udvide samværet. Af og til kan en lille distance mellem parterne være grobund for en virkelig god samtale.«

- Jeg vil gerne have, at du forklarer mig det politiske aspekt?

»Som udgangspunkt har det været politisk på den måde, at det ikke udelukkende handlede om os selv oprindelig. I gamle dage i kvindebevægelsen havde man et tema, man læste måske Wilhelm Reichs Orgasmens mysterier, eller man læste Bente Hansen og diskuterede indholdet. Så sluttede man af med en »siden sidst« runde, og den runde har vi gradvis opnormeret til at udgøre hele mødet. Det politiske ligger i, at så sjovt og nemt er det heller ikke altid at være kvinde i det danske samfund, der er stadigvæk blokeringer. Så er det fantastisk hver måned at snakke med nogen, der lever på samme måde, eksperimenterer på samme måde og gerne vil udvikle sig. Som støtter dig i de fælles erfaringer. På den måde lader man ikke det hele gå indad, det er deri, det politiske ligger. Sådan var det også dengang i halvfjerdserne og firserne, hvor man forstod, at det ikke bare var »min mand«, der var dum og doven, at der lå en kamp, der skulle tages for at få ændret de hjemlige strukturer og fordele husarbejde og børnepasning. Det var heller ikke bare min mand, der ikke ville tage barselsorlov, det var nogle strukturer i det danske arbejdsmarked, der gjorde (og gør) den kamp svær.

Jeg synes, det er frygteligt for vores døtre i dag, de unge kvinder i tyverne, der ikke har den kollektive følelse. De er meget mere tilbøjelige til bare at se på sig selv og 'hvad kan jeg'.«

Kønskampen og det erotiske

DER er to måder at tale på, når vi snakker om køn, siger Hanne Dam .

»Der er den politiske, det vi kan regulere med lovene. Vi kan sørge for, at en kvindelig og en mandlig smed får samme løn for samme arbejde, eller at en arbejdsgiver ikke må fyre en kvinde, der er gravid. Det andet, og det handler min bog i høj grad om, det er den kønsrolle, vi bliver socialiseret ind i, alt det ubevidste, det er det, der er svært at sætte ord på. Det er meget vigtigt ikke at blande kønskampen, ligestillingen, ind i det erotiske. Det har intet med sagen at gøre!

I halvfjerdserne og til dels firserne mente man, at rødstrømperne hadede mænd. Det kan da godt være, de var lidt grove i munden, for man har en tendens til at blive meget firkantet, hvis man gerne vil høres. Det har jeg selv haft problemer med, og det er dumt, for det kommunikerer dårligt, Men altså ikke værre end at vi blev hørt og meget bedre end at være en pæn pige!«

Når kvinderne i Frigørelsens pris fortæller, fornemmer man, i hvor høj grad barndommen i halvtredserne har formet deres selvforståelse. Der var virkelig noget at gøre oprør mod, en konformitet og en serie ægteskaber, hvor alt det uudsagte for ikke at tale om det, der blev råbt højt om, virkede mere end afskrækkende. Sådan skulle de ikke blive!

»Nogle har skældt os ud for at klynke og være ofre, og det mener jeg historisk er helt forkert. Vi har en 50er barndom som siger spar to med overskriften: Du skal ikke tro, du er noget. Jeg har 100 procent respekt for de kvinder, der rejste sig oven på den besked og er gået ud i verden og har kæmpet for lige vilkår til mænd og kvinder.«

Familie og omsorg

DER er mange ting, man helst ikke må sige højt, men det er man nødt til, siger Hanne Dam , så vi kan finde ud af, hvad vi kan gøre ved det.

»Jeg er for eksempel meget optaget af sygefravær, for jeg har læst meget forskning om det emne. Den viser, at der er to grunde til, at kvinder rent faktisk er mere syge end mænd på arbejdsmarkedet. Det må vi ikke sige højt, for så kan det være, man ikke vil ansætte kvinder, men nu synes jeg, vi siger det, fordi det er nogle rigtig gode grunde. Det ene er, at vi har et underliv, der giver nogle komplikationer en gang imellem, for eksempel menstruation med for nogles vedkommende tilhørende stærke smerter. Det andet er, at vi er mere sensible som arbejdskraft, fordi vi gerne vil vide helt præcist, hvad det er, vi skal lave, vi kan ikke holde ud at være usikre på vores arbejdsfunktion, og vi vil gerne anerkendes. Det må vi tale om, hvad vi kan gøre ved, for det er et spørgsmål om ledelse. Selvfølgelig er man nødt til at sige - kvinder og mænd er ikke ens, så må vi indrette os, så kvinderne føler sig tilpas, for det handler jo om at få nogle gode tal på bundlinien.

I de tidlige rødstrømpedage var der mange kvinder, der overlod børnene til mændene, og det var for mange af de mænd en enestående chance for at få et nært forhold til deres unger. Til gengæld var det forkert, at man ikke måtte tale om at gå hjemme med sine børn eller være på deltid. jeg synes, man skal til at brande omsorg og sige, at det er noget godt. Når jeg ser på, hvordan det danske samfund behandler børn og gamle, så bør vi være så flove. Det er helt vildt, at man bunker børn sammen i sådan nogle grimme rum, som mange institutioner er, og der er ingen sikkerhed for, at der er tid til, at der er nogen, der kan tale med dem og at de kan komme ud. Hvad er det for en måde at behandle vores børn på, mens vi går på arbejde? Er det frigørelse? Det får ikke mig til at føle mig aflastet!

I forbindelse med min mors sygdom og død fik jeg min daglige gang på et plejehjem, som garanteret ikke er det værste i Danmark, men der var ingen, der havde tid til at snakke med de gamle. Personalet spurtede rundt, og klokkerne ringede ustandselig. Du kan ikke bilde mig ind, at det kan erstatte den omsorg, vi kan give hinanden. Hvad er der tilbage, hvis vi ikke har omsorg for vores familie, hvad lever vi så for? Det er meget tilfredsstillende at yde omsorg, og det skal mændene bare lære, så det ikke hænger på kvinderne. For det er da en del af frigørelsens pris, at kvinderne forlod hjemmet, og nu må vi se at få det til at hænge ordentligt sammen. Mine børnebørn har da også brug for bedsteforældre, det synes jeg sgu ikke, man kan være bekendt at sige, man ikke vil være. Så kan det godt være, at man ikke når til spinning, men man må ofre noget, og det er overhovedet ikke det samme som, at kvinderne - eller mændene for den sags skyld - skal tilbage til kødgryderne. Det er de personlige behov, der må vige for fællesskabet indimellem for at få livet til at hænge sammen.«

- Det begynder med, at kvinderne vil frigøre sig fra de trykkende 50er kønsrollemønstre, og nu hænger alle i en klokkestreng og har ikke tid til hinanden. Fandens frigørelse?

»Man må gå på nogle kompromiser. Min generation af kvinder har arbejdet som gale, fordi vi skulle bevise, at vi var gode nok og helst bedre. Jeg håber og tror, at de unge kvinder i dag har det lidt lettere, for i dag ved man godt, at kvinderne er dygtige. Det er nærmest deres brand. Jeg synes, de unge skal engagere sig politisk, så de forstår, at et samfund ikke er noget, der laver sig selv, men noget man kan påvirke i forskellige retninger, og som man selv er påvirket af.«

Efter Kvindeoprøret. Af Hanne Dam . Forlaget Tiderne Skifter. Udkommer på 100 året for Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts.

 

Hanne Dam anmelder andres bøger.

Kathrine Lilleør "Kvinde, hvorfor græder du?"

Uglamourøse billeder fra en modig kvinde

En uskøn blanding af fortænkte symboler og husflid på omslaget og første opslag i Kathrine Lilleørs nye bog ”Kvinde, hvorfor græder du?” signalerer et kulørt kvindeunivers, der heldigvis ikke er dækning for i bogen. Forlagets håb er formentlig at appellere til de modne kvinder, undersøgelser viser, er dem, der køber bøger.

Men det er snyd, for præsten og debattøren Kathrine Lilleør er hele vejen igennem den ægte vare. Det er bogens styrke. At forfatteren siger, hvad hun mener, så vi kan tage debatten derfra. Og er så modig, at hun også på de ”løsrevne ark,” der udgør denne selvbiografiske collage, tør formidle sig selv i uglamourøse billeder. Som når hun skriger ad sine mænd, i afmagt hvæser ad et dåbsfølge eller som gravid forelsker sig stormende i en anden mand end børnenes far. Tager konsekvensen og lader sig skille, så det runger i hele Slagslunde sogn.

Det er ikke særlig dansk at lufte sine nederlag offentligt, men det gør Kathrine Lilleør. Og det gør hun hjerteskærende godt. Som da Billedhuggeren på kanten af en sandkasse i Hellerup kigger mørkt på hende gennem solbrillerne og siger, at han ikke ”kan finde ud af det mere.” Og få minutter senere, efter at have smidt ”resterne af mit hjerte i sandkassen,” spankulerer rundt og tjekker mobilen for spændende sms´er. ”Fra? Hans nye kvinde, hvem ellers?”

Så kan vi lære det, kan vi. At vi ikke er alene. Om at blive fyret af kæresten, få manuskripter retur eller modtage afslag på jobansøgninger. Ingen af os scorer hver gang – hvis vi skal være ærlige. Livet går videre endda. I heldigste fald med banko næste gang. Eller næste. Håbet er der for den, der tror.

Bogens svaghed er, at forfatteren i overensstemmelse med sin dybt i sjælen forankrede tro absolut vil tolke Bibelens stærkt værdiladede ord om kønnene positivt. Hvor reaktionære og indsnævrende de end er. Om det så gælder, at kvinder skal være milde (så kommer vi længst), at mænd skal arbejde i deres ansigts sved (som en biologisk selvforståelse) eller at den mand, en kvinde ”kalder sin,” skal herske over hende. (Og kan det takket være hendes begær efter ham.)

Kathrine Lilleørs manglende sans for udviklingen af kønsrollerne gør hendes overvejelser om køn utidsvarende og utroværdige. Ikke mindst på baggrund af, at forfatterens eget liv som skildret i bogen er ét langt dementi af de idealer, hun argumenterer for. Hun er ikke kun mild, men også konen med kagerullen. Hun lægger i høj grad sine kræfter i at skabe den identitet ved hjælp af arbejde, som hun placerer som et mandskarakteristika. Hun arbejder (som enlig mor, klummeskriver, Ph.D.-stipendiat og præst) i høj grad i sit ansigts sved.

At forfatteren er optaget af at skildre sin tro, dens styrke og sin egen tvivl er interessant også for ikke-troende. Hun går bare for vidt. Som når hun fx taler insisterende for tilgivelsen som instrument i kærlighed og sammenligner kærligheden til Gud med kærligheden til den elskede.

Vi kan vel ikke forlange det samme af mennesker som af Gud? Der er vel netop Gud til forskel?

Hanne Dam

 

Fay Weldons nye bog, "Kvinder på kur. " Anmeldelsen i Vejle Amts Folkeblad kan læses her:

 Frikvarter med Weldon.

Hvem vil ikke gerne bare et enkelt år slippe for at producere julemiddag til 22? Phoebe, forfatter og kvinde i ´en vis alder´ slår til, da frisøren, veninden og sladdertasken Pauline præsenterer hende for en annonce i novemberudgaven af Vouge: "Juletidsfrikvarter." Særligt tilbud til travle karrierekvinder. Kom til kræfter efter det forløbne år. Gå inspireret og frofrisket ind i et forjættende nyt år."

I betragtning af at hele hytten er oversvømmet og afmonteret, lader Phoebe sig friste af ti dages fred til tilbudspris på det ´verdensberømte´ og luksuriøse Castle Spa i Nordengland. Hendes mand Julian er gået, men glemte i skyndingen at slukke for badekarret, så nu er køkkenloftet faldet ned. Med baekarret oven på sig.

Ingen strøm. Ingen varme og ingen mand. Julian er forsvundet til Kansas, hvor hans mor har brækket benet. Phoebe er ikke meget for at tilbringe kolde nætter (uden Julian), og ikke tabt bag en vogn. Så selvom mobil og computer er nægtet adgang af hensyn til opholdets seriøsitet og ejeren, Lady Caroline Evercreechs ønske om ikke at ´dræne kloden for vitalitet,´ beslutter Phoebe sig for ti dage langt ude på landet. Kun med kvinder. Og kaloriefattig julefrokost. Med nær forbindelse med Gaia og massage ´frem til sindsro.´

 

Det kan godt være, at pæne piger gør, hvad de får besked på, men smukke, veluddannede karrierekvinder gør ikke, og de tolv kvinder,Fay Weldon lader Phoebe slænge sig med på kanten af den boblende jacuzzi, gør slet ikke. Derfor har de selvfølgelig også både mobil og computer med. Og kan - hver og en - diske op med en overrumplende, vanvittig fortælling om deres liv. De er snu, de er skarphjernede. De lusker, lyver og elsker. Nogen ertilmed besat af ånder. Faktisk er flertallet besat af det vdunderlige stof, hekse er gjort af. Præcis som Phoebe, der som en rigtig forfatter også kan høre de replikker, som mennesker tænker. (Du kan selv være en fed smatso.) Og præcis som Fay Weldon selv, som nyder at lade sine figurer give efter for sin egen grænseløse fantasi, og hvis klukkende latter, man kan høre, når hun skifter køn på sine heltinder, begår mord eller bare overvejer at flytte stigen under en ægtemand.

Eftersom det i forvejen underbetalte personale på Castle Spa ikke ar fået løn, er de forsvundet ud i snevejret, og kun den nu endnu ere belastede Beverley er tilbage til at sørge for det hele. Snart går de hvide badekåber selv i køkkenet og ribber hylderne for kaviar, champagne og vellagrede oste. Til gengæld slipper de for de fleste af behandlingerne. Reiki-behandling, mudderbade såvel som hydroterpi, manicure og pedicurebliver aflyst på stribe som følge af personalemangel. Men det sklår ikke kvinderne ud, da de først på kanten af jacuzzien med fødderne i boblerne begynder at fortælle hinanden deres historie.

 

Fay Weldon ar lånt dette litterære greb i verdenslitteraturen. I Boccaccios ´Decameron´fra 1350 mødes syv kvinder og tre mænd under pesten i Firenze på et landsted og fortæller hinanden saftige historier om sig selv. Livet er sat under pres af pesten. Iscenesætelsen virker hver gang. Strukturelt, fordi princippet skaber orden omkring en række fortællinger, der er vidt forskellige genremæssigt og tematisk. Og indholdsmæssigt måske fordi disse drivhusvenskaber rummer langt mere ærlighed end forhold, der skal holde ilængden. Det er præcis den pointe, også moderne kvindegrupper profiterer af.

I Weldons tilfælde er den ene historie mere skandaløs end den anden. I en interiør af spejlbesatte vægge med art-nuveau-malerier og tunge gobeliner, sale med kakkelbesatte buegange med springvand, glitredne metalmøbler og barbrystede sylfider, der snor sig om slanke fristående piller, møder læseren fx Trofæhustruen, der gift for fjerde ang kommer direkte fra en græsk fængselscelle, anbragt der af sin mand, anklaget formordforsøg. Vi møder Vejrpigen, der opdigtede envoldtægt og fik erstatning, mens den 17-årige dreng hængte sig. Vi møder den perfekte kvinde, der født som mand - Dommeren. Og Den Kvindelige Kirurg, der er for velbegavet til at kunne få en mand og først får det, da hun spiller sygeplejerske. Møgkællingen myrdes, mens Manicuredamen på 22 på ´fucking´mirakuløs vis overlever en forfølgelse af en saudisk prins.

Udenfor er der ikke pest, men rygter om en uhyggelig Sumatra-influenza.

 

At læse Fay Weldon er som at være i selskab med sin bedst begavede, mest humoristiske og underholdende veninde. Det hedder sig, at hun skriver om sig selv - jeg vil ligesom flertallet af hendes læsere hævde, at hun skriver om mig. For hun kender kvinder så godt.Også kvinder, der ikke som hun selv lever i et ægteskab. Hun har nemlig i sit 77-år lange liv prøvet det hele - at leve alene med tre-fire børn, at leve med en dominerende ægteskab osv.

Weldons nye roman er ikke halvt så pjattet, som de hårdt optrukne kvindetyper lader ane. Men fuld af også smertelige sandheder, der afleveres i ofte præcise, korte, på en gang tungt ladede og mildt muntre sætninger - så som, at kvinder i dag ikke får de børn, de gerne vil have. Men dem, de har råd til. de aborterede, ufødte børn erså dem, der i form af ånder bliver ved med at bange på fornuftens døre og skrige "Luk mig ind, luk mig ind." De knuser ting, hvis de kan!

Der er mange eksempler: På side 134 kommer Phoebe i tanker om det pjaskede, nedstyrtede loft derhjemme. Og Weldon bemærker "Et eller andet sted skal nervøsiteten slå ned, og der er ikke noget, som en fremmed selg, der kan udløse et grimt anfald af den fritflyvende art." Enhver kvinde ved, at det at involvere sig, betyder evig uro.

Weldon fortæller os også i forbindelse med Stedmoderens beretning, at en ny arketype har set dagens lys, den onde steddatter. Det handler hendes næste bog forøvrigt om.

 I det ydre kan siderne forekomme snakkesalige, men mig forekommer letheden at være et postulat, ligesom anklagen om, at Weldon skulle være hård ved mænd. Nogen mænd har hentehår og klarer sig på deres magtposition. Men tag nu Foredragsholderens historie. Foredragsholderen lider af en hjertesygdom, der betyder, at hunf or at overleve må frekventere alverdens hospitaler. Det er besværligt, men Foredragsholderen opdager, at hun nyder omsorgen. Nyder at blive holdt i hånd og talt kærligt til. Hvad tror I, der sker, da hun ens en aften kommer til at indkvartere en snusket taxichauffør fra et indvandrermiljø? Godt gættet: Hjerteanfaldene forsvinder.

Weldon er dygtig som bare fanden, fuld af overskud og humor - og hele vejen igennem uforudsigelig. Tag et frikvarter og nyd hende.