Efter kvindeoprøret - forestillingen om frihed
Lektørudtalelse
Anvendelse målgruppe/niveau
Bogen henvender sig til kvinder i alle aldre med interesse for kvindebevægelsen. Yngre kvinder, som er opdraget af oprørets kvinder, vil her kunne få indsigt i deres mødres kampe og valg.
Beskrivelse
Hanne Dam er journalist og forfatter, og hun blev i 1980 tildelt Cavlingsprisen for sine kønspolitiske reportager. I denne bog tager hun udgangspunkt i sin egen og syv andre kvinders livshistorier og fortæller igennem dem om de konsekvenser kvindeoprøret har fået for kvinder, familiemønstre og samfundet. De otte kvinder mødtes i 1982 i en kvindegruppe, og de har siden mødtes en gang om måneden. De otte kvinder fortæller om forskellige aspekter af livet, såsom konsekvenserne af forældres samliv og rollefordeling, seksuel frigørelse, abort, misbrug, uddannelse, karriere og konsekvenser for mænd og børn.
Der er altid en pris at betale
Af Arne Mariager, Vejle Amts Folkeblad
Det var bare om at kaste sig ud i de nye uanede muligheder - juhu. Bare vi selv tog ansvar for det hele. Både succes og fiasko. For nu var der ikke længere sikkerhedsnet i form af givne identiteter, klassemæssige båse eller familie, der følte ansvar for hinanden.
Sådan skriver journalist og forfatter Hanne Dam i præludiet til sin seneste bog Efter kvindeoprøret - forestillingen om frihed. Og det er vel i korthed, hvad kvinderne dengang følte. De stod ved en korsvej. De kunne gå i samme retning, som deres mødre. Eller de kunne finde en ny vej for dem selv til et andet liv, i andre rammer - og på egne præmisser. Langt de fleste unge kvinder i slutningen af 60`erne og begyndelsen af 70`erne syntes ikke, de havde et alternativ. De måtte gå en ny vej. Og deres beslutning ændrede vort samfund. Ændrede familielivet. Måden vi passede børn på. Måden vi levede på.
Kvinderne havde ikke noget valg. En ung kvinde i 1970`erne ville ikke være fru værkfører Børge Larsen. Hun ville være sig selv. Tiden skulle vise, at det fik hun i vid udstrækning også lov til.
Det er der, vemoden, den stille smerte om man vil, sniger sig ind i såvel den nyere danmarkshistorie som i Hanne Dams bog. For det kan godt være, at de modne mænd i 1970`erne ikke var parate til kvindeoprøret, da det kom. Det fejede jo over landet. Rev det gamle omkuld. Udfordrede mændene og truede deres positioner. Men et eller andet i Hanne Dams bog viser, at oprørskvindernes jævnaldrende mænd heller ikke var parate. De kunne heller ikke finde balancen, og måske havde de lettere ved at give kvinderne frihed, end de havde ved at huske eget ansvar. Det blev også nemmere og mindre forpligtende at være mand på den her måde. Under vejs var der nok både kvinder og børn, der kom til at betale for den mentale forvirring i oprørets slipstrøm.
Hanne Dam har på ingen måde skrevet en tude-bog. Så langt fra. Men hun erkender, at kvinder også har betalt en pris. Lige efter at have jublet over friheden og mulighederne, skriver hun:
Den senmoderne jubel er ikke helt så larmende, men friheden har vi stadig.
Hører vi en anelse resignation i stemmen hos en generation af kvinder, der fik, hvad de kom efter. Men havde håbet på, at der alligevel - trods friheden - også ville være lidt solidaritet til dem - det man i gamle dage kaldte troskab?
Hanne Dam modtog i 1980 den højeste journalist-anerkendelse i Danmark, Cavling-Prisen, netop for den måde, hvorpå hun gennem 70`erne skildrede kvindeoprøret, primært til dagbladet Information. Hun erkender også mere at have været øjenvidne til - og skildrer af - oprøret, end egentlig frontsoldat. Hun var mere journalist end politiker.
Hun har også valgt den journalistiske form i denne bog, hvor regnebrættet gøres op. Nemlig ved at fortælle historien om bølgeskvulpene efter kvindeoprøret gennem otte kvinders historie. Hanne Dam tog udgangspunkt i en mødregruppe, hun selv var en del af. Kvindernes venskab gennem årene gav den tillid, der skulle til, for at vidt forskellige kvinder ville fortælle deres historier til andre.
Det betyder, at bogen rummer otte nedslag i en generation af kvinder, for hvem fællesnævneren var oprøret, frigørelsen. Det gør bogen tidstypisk og spændende. Men det er givet, at bogen først og fremmest er en skildring af storby-Danmark. Der er mange kvinder i Brædstrup, Lohals, Tønder og Grønbjerg, der vil føle, at de ikke har set den samme film.
Bogen er velskrevet i sjælden grad. Stof, der kunne være tungt og teoretisk, behandles med artistisk lethed uden at miste substans. Det er en fornem præstation af en skribent. Og så er det befriende at læse en bog om kvindeoprør, der ikke gør mænd til fjender, men tværtimod tager afsæt i, at kvinder og mænd er en rigtig god ide. Når de får lov til at værenetop kvinder og mænd.
De otte oprørs-kvinder, der fortæller om deres erfaringer og om deres liv, er vidt forskellige. Men selv om nogle har haft det sjovere end andre, må det heldigvis konstateres, at processen er lykkedes. Konklusionen bliver, at oprøret nyttede. kvinder er kommet gennem stormen. Der er skabt et andet samfund. Der er blevet ligestilling på langt flere områder. Oprørs-kvindernes døtre, der nu er unge kvinder, starter mange meter længere fremme end deres mødre.
Der er grædt mange tårer under kvindeoprøret. Men ikke forgæves.